Med denne Højesteretsdom kan kassekreditnedbringelser forud for en konkurs – som udgangspunkt – ikke omstødes, allerede fordi der er tale om ordinære aktiviteter i væsentlig tilknytning til et i øvrigt gyldigt virksomhedspant. Dette gælder uanset tidspunktet for virksomhedspanthavers tiltrædelse.

Lars Bentsen, Partner og Advokat, INNOVA Advokatfirma

Kassekreditnedbringelse omstødes ikke grundet virksomhedspant

Når en virksomhed eller person går konkurs, opstår spørgsmålet, hvorledes skyldnerens fordringshavere skal fyldestgøres. Dette spørgsmål kompliceres yderligere, når en fordringshaver (typisk bank) har tinglyst virksomhedspant i en række af skyldners aktiver. En nyere Højesteretsafgørelse fra december 2021 bidrager imidlertid med et svar på, hvorledes forudgående nedbringelse af en kassekredit skal behandles i anledning af konkurs i relation til omstødelsesreglerne, når nedbringelsen er sket med salg af aktiver omfattet af virksomhedspantet.

 

Højesteretsafgørelse giver svar på omstødelsesregler

Højesteret har for nyligt taget stilling til problemstillingen, hvorvidt en kassekreditnedbringelse i perioden før konkurs kan være omstødelig, selvom der er tinglyst virksomhedspant i en situation, hvor virksomhedspanthaver har tiltrådt sit pant.

I den konkrete sag havde en bagermester nedbragt sin virksomheds kassekreditgæld med cirka kr. 431.000 forud for konkurs, der var sikret ved tinglyst virksomhedspant og i øvrigt ved personlig kaution.

Bagermesterens kassekreditnedbringelse fandt sted i perioden fra den 30. december 2015 til den 27. januar 2016. På sidstnævnte dato tiltrådte virksomhedspanthaver sit virksomhedspant. Herefter indleverede SKAT en konkursbegæring mod bagermesterens selskab den 3. februar 2016. Den 22. februar 2016 blev der afsagt konkursdekret.

Konkursboet gjorde overfor virksomhedspanthaver gældende, at kreditnedbringelsen måtte betragtes som en uberettiget nedbringelse af gældsforholdet, før normal betalingstid og senere end tre måneder før fristdagen i strid med Konkurslovens § 67. Det blev tillige gjort gældende, at kreditnedbringelsen var omstødelig i henhold til konkurslovens § 74, idet nedbringelsen udgjorde en utilbørlig disposition på bekostning af de øvrige fordringshavere i strid med ligelighedsprincippet. Det blev hertil gjort gældende, at virksomhedspanthaver kendte eller burde kende til selskabets insolvens.

Højesteret frifandt virksomhedspanthaver med den begrundelse, at kassekreditnedbringelsen i væsentligt omfang udgjorde enten betalinger af fordringer omfattet af virksomhedspantet eller betalinger i forbindelse med salg af varer og andre aktiver, der forinden havde været omfattet af virksomhedspantet.

Uden nærmere stillingtagen til betingelserne for omstødelse i henhold til Konkurslovens §§ 67 og/eller 74, fandt Højesteret det ikke godtgjort, at nedbringelsen af kassekreditten havde medført en berigelse for virksomhedspanthaver eller et tab for konkursboet.

Afgørelsens betydning i fremtidige sager

Med denne Højesteretsdom kan kassekreditnedbringelser forud for en konkurs – som udgangspunkt – ikke omstødes, allerede fordi der er tale om ordinære aktiviteter i væsentlig tilknytning til et i øvrigt gyldigt virksomhedspant. Dette gælder uanset tidspunktet for virksomhedspanthavers tiltrædelse.

Højesterets dom fastslår dermed, at omstødelsesrisikoen for den svingende kassekreditnedbringelser, der kan finde sted forud for en konkurs, er yderst begrænset. Dette er således i virksomhedspanthavers interesse, hvorfor simple kreditorer skal være særligt opmærksomme herpå, hvis der handles på kredit.

Dommen illustrerer også, at stiftelse af virksomhedspant kan indeholde fordele for en skyldner, der foruden virksomhedspantet hæfter personligt over for den kredit, hvorom der er stillet sikkerhed. Virksomheden kan dermed berettiget nedbringe kassekreditten i overensstemmelse med pantets nominelle værdi forud for øvrige simple kreditorer, hvilket endvidere er i kautionistens interesse.

Endeligt illustrerer dommen, at en sådan kassekreditnedbringelse ikke er i strid med ligelighedsprincippet – uagtet, at øvrige simple kreditorer ikke modtager betaling i samme periode som kassekreditnedbringelsen finder sted. Denne kreditorbeskyttelse, som virksomhedspantet medfører, øger pantets værdi grundet den i Højesteret stadfæstede lave omstødelsesrisiko, hvilket i endnu højere grad illustrerer INNOVAs anbefaling om virksomhedspant til sikkerhed forud for eventuel personlig kautionshæftelse.