Ved generationsskifte af en erhvervsvirksomhed til den nære familie gjaldt tidligere en nedsat afgift for arv efter personer, der var afgået ved døden i 2016-2019. Tilsvarende var der nedsat afgift for gaver ydet i denne periode. Reglerne om nedsat afgift blev efterfølgende delvist afskaffet, og fra 2020 blev den nuværende regel med en fast 15 % bo- og gaveafgift genindført. Dog blev regler omkring mulighed for nedsat afgift ved arv af erhvervsvirksomhed til søskende og søskendes børn og børnebørn opretholdt, og gælder således stadig. Reglerne finder dog kun anvendelse, hvis gave-/arvegiver er barnløs.
De tidligere regler om nedsat afgift foreslås nu genindført med få ændringer. Det vil medføre en nedsættelse af bo- og gaveafgiften fra 15 % til 10 %, når der sker overdragelse af erhvervsvirksomheder som arv eller gave til den nære familie.
En nedsættelse af bo- og gaveafgiften vil alene omfatte erhvervsvirksomheder, der i øvrigt lever op til kriterierne for anvendelse af skattemæssig succession. Det betyder blandt andet, at virksomheden ikke må være omfattet af den såkaldte pengetanksregel. Den går ud på, at selskaber, hvor mindst 50 % af indtægterne eller aktiverne de seneste tre år kan henføres til passiv kapitalanbringelse, ikke er omfattet af successionsreglen. Tilsvarende regler gælder for personligt ejede virksomheder. Begrundelsen for forskelsbehandlingen er, at de gunstige generationsskifteregler alene skal tilgodese generationsskifte af erhvervsvirksomheder og ikke overdragelse af formue i almindelighed. Udlejningsejendomme bliver pt. vurderet som passiv kapitalanbringelse og er derfor ikke omfattet af successionsregler, men det planlægges ændret fra 1. januar 2025, idet udlejning af fast ejendom under visse betingelser ændrer status fra passiv til aktiv virksomhed.
Derudover skal overdrageren have ejet virksomheden i mindst 1 år forud for overdragelsen, og erhververen skal opretholde ejerskabet i mindst 3 år. Det er også en betingelse for afgiftsnedsættelsen, at ejeren eller dennes nærtstående har deltaget i virksomhedens drift i ikke uvæsentligt omfang (personligt ejede virksomheder) eller har deltaget i virksomhedens ledelse.
I et samtidigt fremsat forslag foreslås, at søskende fra og med 2027 tilføjes kredsen af nærtstående familie, der omfattes af reglerne om gaveafgift. Det er de pt. ikke, og søskende kan på nuværende tidspunkt alene generationsskifte erhvervsvirksomhed med nedsat arveafgift, hvis gavegiver er barnløs. Fra 1. januar 2027 kan søskende deltage i generationsskifte på lige vilkår med andre nærtstående.
De mulige ændringer er relevante for virksomhedsejere og deres nærtstående, som overvejer at lade en familievirksomhed gå i arv.
Kontakt Uffe Nørgaard, Rasmus Thusgaard eller Nicolas Wyndham Sich for yderligere oplysninger om de nye regler og/eller et møde om generationsskifte.