Vestre Landsrets dom af 1. marts 2019, U.2019.2242

Vestre Landsret tog for nyligt stilling til, hvorvidt en formelt antaget selvstændig konsulent i en dansk virksomhed måtte anses for lønmodtager. Vestre Landsret vurderede i denne sammenhæng kriterierne for sondringen mellem et tjenesteforhold og et konsulentforhold med de ansættelsesretlige afledte konsekvenser heraf.

De skattemæssige retningslinjer for sondringen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende fremgår af skd. cirk nr. 129 af 4. juli 1994 (herefter benævnt 1994-cirkulæret), hvorved en række kriterier er oplistet, der henholdsvis taler for og imod et tjenesteforhold. Sondringen beror ultimativt på en konkret vurdering, og af 1994-cirkulæret fremgår, at ingen af de oplistede kriterier i sig selv er afgørende eller har større vægtning end andre.

Præmisserne for den nyligt afsagte dom af Vestre Landsret peger imidlertid på, at særligt parternes aftalegrundlag samt det forhold, at konsulentens faktureringen var tillagt moms, havde en særlig betydning for sagens udfald.

 

Sagen kort fortalt

Med det formål at en selvstændig konsulent skulle fungere som projektleder i en dansk virksomhed, indgik parterne en samarbejdsaftale. Af samarbejdsaftalen fremgik, at projektlederen skulle arbejde alle hverdage i tidsrummet 08:30-16:30, fredag dog kun til kl. 15:00. Honoraret udgjorde månedligt fast kr. 35.000,00 med tillæg af moms, og konsulenten skulle til virksomheden hver måned fremsende faktura. Konsulenten refererede direkte til virksomhedens direktør, og senere blev konsulenten udnævnt til projektchef med bl.a. den funktion at ansætte og afskedige projektledere.

Parterne har under sagen afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt konsulenten var berettiget til at udføre arbejde for andre samtidig med parternes samarbejde. Konsulenten havde i perioden ikke andre indtægtskilder.

Efter en periode på ca. 9 måneder, og efter gensidig aftale, ophørte konsulenten og virksomhedens samarbejde, hvorefter konsulenten anlagde sag mod virksomheden med krav om betaling af løn i opsigelsesperioden, feriepenge samt godtgørelse for manglende ansættelsesbevis, da konsulenten mente, at han havde været ansat med status af lønmodtager.

Vestre Landsret skulle på den baggrund foretage en vurdering af, hvorvidt parternes samarbejde reelt var at anse for et tjenesteforhold med de deraf afledte ansættelsesretlige konsekvenser.

 

Vestre Landsrets præmisser og resultat

Landsretten kom – ligesom byretten – frem til, at der ikke var tale om et tjenesteforhold, og konsulenten havde dermed ikke krav på løn i opsigelsesperioden, feriepenge eller godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Vestre Landsret vurderede på den baggrund, at der ikke forelå et reelt ansættelsesforhold, og at konsulenten dermed ikke var omfattet af Funktionærlovens regler.

Vestre Landsrets afgørelse illustrerer, at der i vurdering af, hvorvidt der foreligger et tjenesteforhold eller ej, skal lægges særligt vægt på 2 forhold;

  • parternes aftalegrundlag – i dette tilfælde en samarbejdsaftale, og
  • måden, hvorpå afregningen for det udførte arbejde erlægges – i dette tilfælde i form af faktura med tillæg af moms.

Det interessante ved Vestre Landsrets afgørelse er, at der i vurderingen er lagt særligt vægt på ovennævnte 2 kriterier frem for de i sagen i øvrigt tilstedeværende kriterier af betydning i henhold til 1994-cirkulæret, herunder bl.a. at konsulenten;

  • var pålagt faste arbejdstider på funktionærlignende vilkår,
  • modtog fast månedligt honorar til udbetaling sidste hverdag i hver måned,
  • havde en intern titel,
  • de facto ikke arbejdede for andre i perioden,
  • havde ledelsesmæssige beføjelser overfor fastansatte medarbejder i virksomheden, og
  • var i referenceforhold til virksomhedens direktør.

Ovennævnte kriterier står alle oplistet i 1994-cirkulæret som forhold, der taler for et tjenesteforhold, og som også i den konkrete sag i væsentlig grad indikerede, at parterne reelt havde indgået et ansættelsesforhold.

 

INNOVAs anbefaling

Det vil altid bero på en konkret vurdering, hvorvidt der foreligger et konsulent- eller et ansættelsesforhold, og det er fortsat INNOVAs anbefaling, at der foretages en helhedsvurdering med inddragelse af alle relevante parametre, når virksomheder såvel som konsulenter indgår et samarbejde.

Endvidere har det – i lyset af nærværende dom afsagt af Vestre Landsret – særlig betydning, hvordan parternes aftalegrundlag er udfærdiget, da konsekvenserne af et vurderet ansættelsesforhold kan være vidtrækkende og bekosteligt både for virksomheden og konsulenten.

Kontakt INNOVA advokatfirma / advokat Martin Breum Sønder, ms@innova-law.com / tlf.: 40168735, hvis du vil vide mere, eller har brug for ansættelsesretlig rådgivning i øvrigt.