De to aarhusianske fintech virksomheder Clearhaus og Quickpay er solgt til tyske Unzer, som er en af de hurtigst voksende fintech virksomheder i Europa. Unzer tilbyder internationale betalingstransaktioner til webshops verden over.
Et team bestående af advokat Peter Gerken, advokat Uffe Nørgaard og advokat Rasmus Thusgaard fra INNOVA Advokatfirma har rådgivet sælgeren af Clearhaus, Clearhaus Holding.
Clearhaus startede tilbage i marts 2015 og havde allerede i juni 2015 deres første udenlandske kunde. Virksomheden supporterer mere end 17.000 webshops i 33 lande. Clearhaus har de sidste mange år oplevet en markant vækst og forventer at fortsætte væksten fremover.
De 50 medarbejdere i Clearhaus fortsætter fra selskabets adresse i Aarhus N, og grundlæggerne af Clearhaus og Quickpay fortsætter som medinvestorer.
Unzer har flere gange opkøbt konkurrenter i betalingsbranchen. Unzer selv blev i sommeren 2020 opkøbt af det amerikanske private equity-selskab KKR.